Udskriv
Visninger: 272

Kære medlemmer

Først og fremmest ønskes I alle et rigtig Godt Nytår. Jeg håber, at I er kommet godt og fornuftigt gennem højtiden trods de forhold vi nu engang er underlagt.

Eksterne turneringer:

Coronaen har for alvor sat Danmark i ned-lukning, og efter søndagens interview med Statsminister Mette Frederiksen, må vi nok sande, at det ikke bliver til en genåbning af billardklubberne.

DDBU har allerede været på forkant med denne eventuelle situation og udskudt alle turneringer i januar måned, så fortvivl ikke.

Som det ser ud lige nu går ingen kampe tabt, idet DDBU har udarbejdet nye forlængede datoplaner for alle discipliner. Der er ligeledes udarbejdet nye turnerings planer. Alle planerne kan som normalt findes på bilardresultater.dk og via link hertil på klubbens hjemmeside under eksterne turneringer.

Turneringslederen skal nok opdatere alle turnerings planer på klubbens tavler og i kopimappen ved turnerings computeren inden genåbningen.

Går du og savner billard håbløst meget og er blevet træt af de kampe der ligger på youtube – vil jeg lige oplyse flg.:

Det er efter godkendelse fra Dansk Idræts Forbund lykkedes at holde de individuelle eliteturneringer i gang. Du kan derfor følge de danske mesterskaber i keglebillard i den kommende weekend, hvor klubbens bedste mand Kent Erichsen, vores helt store håb Sebastian Skøtt og Formand Per Jensen deltager. Der vil blive lagt link op på klubbens facebook gruppe – og for de der ikke er med her, er jeg sikker på der kan findes link via dendanskebillardunion.dk.

Al held og lykke til dem alle tre.

Interne turneringer:

Grundet den store usikkerhed der er lige nu, er de interne turneringer noget der vil være til stor overvejelse, når vi får lov at åbne igen.

Disse er på ingen måde nødvendige, og vil derfor blive gennemført set i lyset af de restriktioner vi nu engang får lov til at genåbne under.  Der vil ikke være grund til at sætte turneringer i gang, hvis de vil føles som et pres ift. eksterne turneringer – ligesom vi skal være opmærksomme på slut foråret og sommerens ombygning.

Alle turneringsindskud vil naturligvis blive returneret i tilfældet af aflysning.

---

Bemærk også, at vi i weekenden d. 09.-11. april er vært for DM i keglebillard. I den forbindelse lægges der nye klæder på bordene allerede 10-14 dage før stævnet. Klubben vil formentlig være lukket for træning og kampe fra d. 07. april.

Husk at tilmelde dig som frivillig, vi får brug for alle kræfter, også selv om stævnet bliver den ”skrabede” model.

Har du spørgsmål vedr. eksterne såvel som interne turneringer, er du velkommen til at kontakte undertegnede via mail eller på tlf. 60 121 122.

Det skal dog på det kraftigste understreges at eventuelle spørgsmål rettet mod DDBU for de eksterne spørgsmål skal stilles via mail til turneringslederen eller bestyrelsen. Derfor ingen direkte kontakt til unionens ansatte eller udvalgsmedlemmer.

På forhånd tak!

Vi ses, når vi kan mødes i gode og trygge rammer.

/Turneringslederen.